Køge Spillemandsforening


Åbent Hus Arrangementer

Bal med Bastard Kvintet.

Fredag 24. februar 2017, kl. 19:30.


Bastard Kvintet er et nyt dansk danseorkester, der består af nogle af den danske folkemusikscenes mest erfarne musikere, som ud over mange års koncerterfaring også har arbejdet seriøst med dans.
Bastard Kvintet leverer Danmarks absolut hotteste dansemusik med et swing, der tilfører ethvert bal umiddelbar glæde og gør det til en sand fornøjelse at danse både turdanse og pardanse. Vi tilrettelægger alle balforløb efter stemning i salen, således at både dansere og musikere kan nyde en afslappet aften i godt selskab.
Bastard Kvintet består af musikere med en aldersspredning, som gør, at den traditionelle erfaring videreføres i ubrudt linje.

Jes Kroman (violin) er gruppens fynske alderspræsident. Han har 45 års erfaring på den danske folkemusikscene dels med dansk folkemusik og dels med østcanadisk musik. Han blev i 2015 udnævnt til Rigsspillemand.

Michael Graubæk (violin) har fået folkemusikken ind med modermælken på Fyn. På trods af at han tilhører den yngre generation af spillemænd, har han mere erfaring end mange. Han blev ligeledes i 2015 udnævnt til Rigsspillemand.

Jesper Vinther (harmonika) deltog allerede som lille dreng sammen med sine forældre i folkedans. Som 9 årig startede han med at spille harmonika og begyndte snart efter også at spille til dans. Vi har her en af landets mest erfarne folkemusikere.

Theis Langlands (piano) er oprindeligt uddannet jazzpianist, men har siden set lyset i folkemusikken. Hans baggrund giver nye helt uventede indput til den traditionelle musik, og hans spil henrykker alle uanset, hvor han kommer.

Peter Sejersen (kontrabas) har spillet folkemusik siden teenageårene, og er aktiv flere steder på den danske musikscene både som musiker og i musikpolitiske sammenhænge. Han er desuden koncert- og festivalarrangør. Peter Sejersen spiller en meget dynamisk og rytmisk bas, som ikke alene er sjov at spille sammen med men også sjov at danse til.

Hør evt. musikken og se video på Youtube. Søg på: Bastard Kvintet - Dansk spillemandsmusik

Vi kan kun opfordre: Kom, lyt og bliv glad! Eller endnu bedre: Kom, lyt, dans og bliv glad!

Hent evt. opslag her:

Til toppen af siden

[Best Viewed With Any Browser]
Web-master: Poul Møller